T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

Den 30. maj – 2. juni 2019

lise.JPG

Mød de frivillige - Lise Hansen, campingpladsen

01-02-2018

Lise har taget imod campinggæster i snart 25 år.  

Når Hjallerup Marked begynder torsdag aften, har Lise Hansen været i sving i månedsvis. Hun er en af hovedkræfterne bag organiseringen af den campingplads, der strækker sig over fem marker langs Skelbakvej og har plads til omkring 700 enheder. 

Det er Hjallerup Idrætsforening, der står for camping og parkering på Hjallerup Marked, som en af de få vagttyper på markedspladser, der er bundet fast til en af byens foreninger. Derfor var det også naturligt her, Lise startede, da hun for 24 år siden begyndte at spille håndbold i byen. 

- Det var en naturlig del af det, når man spillede i Hjallerup Idrætsforening. Pigerne dækkede camping, og drengene dækkede parkering, fortæller Lise. 

I dag begynder hendes arbejde med campingpladsen allerede i marts, inden håndboldsæsonen er slut. Her skal findes frivillige til at dække de vagter, der skal besættes allerede fra weekenden før Hjallerup Marked. 

- Det er et kæmpe arbejde, der ligger i at lave en campingplads for fire dage, siger hun, og fortæller, hvordan en mindre flok frivillige i månederne op til marked også sidder med online bookninger, planlægger etablering af strøm, måler pladser op, laver reservationsskilte og så videre. 
Til gengæld bliver der stille, når man spørger, hvor mange timer, de bruger. 

- I mange år var vi et kuld, der fast havde torsdag aften heroppe. Så er det blevet mere og mere, og jo ældre mine børn er blevet, er der også en grund til, at jeg er på pladsen, siger Lise, der praktisk talt er i konstant beredskab i halvanden uge. 

Kulminationen kommer lørdag før marked, hvor de første og fleste campister rykker ind. I mange tilfælde er her tale om glædelige gensyn for både frivillige vagter og campinggæsterne. 

- Lørdag før marked er den største dag. Her er festivalstemning, hvor folk holder i kø. Mange gæster har været her i mange år. Jeg lavede strøm for nogen i går, der har været gæster her i 44 år. Vi har ikke helt styr på campingpladsens historie, men han har boet her, da markedspladsen lå i den anden ende af byen. Mange ligger på den samme plads år efter år og mødes kun til Hjallerup Marked hvert år – andre er blevet venner privat, fortæller hun. 

Lise står ved indkørslen til campingpladsen og hilser på de gæster, der kører ud og ind. En anden frivillig elvagt kommer forbi og fortæller, at hun i går gik 27.000 skridt rundt på campingpladsen. De er enige om, at der er masser af grunde til at deltage frivilligt i Hjallerup Marked og især på campingpladsen. 

- Man skal gøre det, fordi det er sjovt, og fordi det giver et andet netværk i byen. Man lærer nogle flere folk at kende. Og man skal have lyst til at tage imod de gæster, der kommer og besøger os. Man griner en masse og lærer nye måder at gebærde sig på blandt folk. Indimellem har vi ikke travlt, og så får vi udvekslet det, der nu skal udveksles, og ellers servicerer vi vores mange glade gæster, der kommer til Hjallerup Marked. 

 

Støt vores sponsorer