T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

Den 30. maj – 2. juni 2019

Henrik.JPG

Mød de frivillige - Henrik Østergaard, vagtleder Hjørnet i Markedsteltet

05-03-2018

Vi møder Henrik Østergaard i det lille lukkede personaleområde bag Hjørnets bar lige til højre for scenen i Markedsteltet. Her har han i snart tyve år brugt rigtig mange markedstimer på frivilligt arbejde. Inde i teltet er Keld og Hilda gået af scenen, fredagens traditionelle markedsgudstjeneste er netop begyndt, og pensionisterne tygger frokosten af munden. Rammerne passer perfekt. 

- Mon ikke det startede i 1998. Vi var en flok venner fra byen, og nu ville vi prøve at være frivillige og yde en indsats – og så trak ølbilletterne måske lidt, funderer han med et smil på læben. 
- Pensionistfrokosten lå fredag formiddag, så det kunne vi vel holde til – dengang var man jo i gang torsdag, fredag, lørdag, søndag, og bilen skulle ikke ud og køre før tirsdag, fortsætter han. 

I de følgende år serverede han fast ved fredagens pensionistfrokost, inden nogle af barfolkene fra Hjørnet mente, at han burde hjælpe dem i stedet. De første år kunne de to vagter kombineres, men de senere år har han som vagtleder haft al sin fokus på udskænkning i baren. 

- Det er altid til afslutningsfesten, vi forhandler, og det var også her, jeg blev rekrutteret til Hjørnet. De første år serverede vi mad, men siden 2011 har der ikke været mad i Markedsteltet, fortæller han. 

Henrik Østergaard boede i Hjallerup indtil 2001. Siden har han været udenbys, men altid nord for fjorden, understreger han fluks. Hvert år kommer han til marked og slår sig ned i byen – de senere år som campist i en have i Hegely. 

Vi smager på øl, bjæsk og pensionisternes efterladte tarteletter. Det er scener som dem her, der gør svært at sætte ord på det, nogen ynder at kalde ”Hjallerup-ånden”. 

- Det har sin charme, og man gør det, fordi man kan lide det! Man bruger sit netværk og overtaler folk. Jeg siger, at I skulle prøve at komme til Hjallerup Marked, for det er altså sjovt. Så bliver de jo bidt af det, og mange hænger ved. Man kommer hurtigt ind i fællesskabet og lærer nogle flere at kende. Så udvikler det sig jo, og man hopper på en ekstra vagt. 

I gennem sine tyve år har Henrik rykket sig fra at være ny på holdet til som vagtleder at skulle rekruttere nye frivillige, holde overblik på vagterne og være bindeled til de centrale dele af organisationen bag Hjallerup Marked. Afslutningsvis er det netop den særlige struktur fra de 2000 frivillige og op til beslutningstagerne i markedsudvalget, der får et par ord med vejen:  

- Her på markedet er alle frivillige, og alle er lige. Der er selvfølgelig nogle ledere med overblik, men vi skal først og fremmest værne om de frivillige. Hernede er det mennesket først og økonomien bagefter. Vi skal holde på de frivillige for at tjene penge, og det ved man godt – det kunne andre dele af erhvervslivet måske lære af. Her er en god organisation, hvor der ikke er langt fra gulvet til toppen af markedsudvalget, og det er jeg stolt af at være en del af. 

 

Støt vores sponsorer