T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

Den 30. maj – 2. juni 2019

20190601_DSC_6550_Allan_Hansen.jpg

Familiesøndag med tivoli og knaldtilbud

02-06-2019

De sidste kræmmerkøb skal gøres, de sidste karusseller skal besejres, og de sidste churros skal nydes. Det er søndag, og markedets sidste dag er godt i gang.

Vi har været i gang siden torsdag morgen kl. 8.00, og nu er der kun få timer tilbage, inden Hjallerup Marked 2019 takker af.

Markedets sidste dag, søndag, er traditionen tro familiernes dag, og hele markedspladsen summer af glade markedsgæster i alle aldre. Det er især de lokale, der valfarter til pladsen i dag for at gøre de sidste røverkøb, bruge de sidste tivolibilletter, og skylle den sidste markedshotdog ned med en iskold fadøl.

Tjalfe på 7 år har sin lillebror, Balder, på 2 år med. Og de skal nå meget i dag.

- Jeg skal prøve den trampolin, hvor man har seler på og hopper mega højt, og jeg vil også gerne have min mor med op i en af de vilde karruseller. Min lillebror skal prøve det lille tog, og så skal han se Paw Patrol i det store telt, siger Tjalfe.

Også deres far, Martin, har en klar mission.

- Der plejer at være ekstra gode tilbud her om søndagen, og jeg skal lige nå at have et par nye træsko. De gamle er slidt op, og hvis man ikke skal købe træsko til Hjallerup Marked, hvornår skal man så?

Til alle jer på markedspladsen: Husk at nyde hvert minut, for i dag kl. 18 lukker Hjallerup Marked 2019 officielt, og så går der et helt år, før vi er her igen.

Støt vores sponsorer