T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

5.-7. juni


2020

61461690_10157337997031228_5073912172644401152_o.jpg

En øjenvidneberetning fra 1948

01-06-2019

Når 87-årige Børge Rasmussen i dag går rundt på Hjallerup Marked sammen med hustru, barnebarn og oldebarn, er det noget helt andet end i 1948, hvor han selv var hestehandler ved Hjallerup Marked.

- Hjallerup Marked var en af årets helt store begivenheder for hestehandlere, og folk kom langvejs fra. Markedspriserne i Hjallerup havde stor indflydelse på prisniveauet resten af året, fortæller Børge.

Børge selv var bare 16 år og i lære som slagter. Han og to andre svende fik til opgave at fragte to togvogne med heste fra Sjælland til Hjallerup – en tur, der tog 2½ dag, fordi hestetoget kun måtte køre om natten for at undgå forstyrrelser af personbefordringen. De tre unge mænd medbragte 10 heste, som helst skulle sælges i løbet af markedsweekenden, inden toget kørte tilbage til Sjælland. For hele turen, der beløb sig til en uges tid, kunne de hver især indkassere den nette sum af 2 kroner.

Tilbage i 1930-1950’erne var hestehandlen på sit højeste med op imod 20.000 deltagende heste. Men en anden – og lige så vigtig – del af Hjallerup Marked var fællesskabet. Når man gav håndslag på en handel, gav man samtidig håndslag på at drikke en øl sammen.

- Det var en fantastisk oplevelse at være til marked dengang. Om dagen handlede det om heste, og om aftenen stod den på fest, gøgl og musik. Der kom rigtig mange gæster, som ikke havde noget med hestene at gøre, men bare ville opleve stemningen, siger Børge.

Når handlen gik, var der ikke mange kvinder at spotte, men når mørket faldt på, og stemningen blev mere løssluppen, blev det feminine islæt mere udpræget.

- Vi havde alle en klar aftale om, at det, der sker i Hjallerup, bliver i Hjallerup, fortæller Børge grinende.

Minderne er mange for Børge Rasmussen, men det er på tide at tage familien med videre ud på markedspladsen igen, for det hele skal opleves, inden benene bliver trætte, og turen går hjemover.

Støt vores sponsorer