Michael Ottesen er ny formand for Hjallerup Marked
Det bliver 33-årige Michael Ottesen, der i de kommende år skal stå i spidsen for Hjallerup Marked. En rolle, som han efter eget udsagn har set frem til i 15 år. Han overtager formandsstolen efter Stefan Jacobsen, der sad tre år som formand.
- Jeg er meget ydmyg og taknemmelig over at være blevet peget på, men jeg er også sikker på, at jeg har nogle værktøjer, der kan bruges, uanset om du er frivillig eller gæst på markedet, siger Michael Ottesen.
Han har selv været frivillig på Hjallerup Marked siden 2010, hvor han begyndte i Teknisk udvalg.
- – Alt, hvad jeg ved om el og vvs og meget mere, har jeg jo lært ude på pladsen, hvor man går og suger til sig af de andre gode frivillige efter mange år. Og så har jeg jo altid drømt om en dag at komme i ”den blå trøje”, og det skete efter 10 år på pladsen, siger den nye formand med henvisning til markedsudvalgets typiske uniform.
Uden for markedspladsen er han uddannet lastbilmekaniker. Han blev leder som 24-årig og er i dag værkfører hos Ejner Hessel, en stilling han har haft i otte år.
- Jeg tror måske, det er en arbejdsskade, at jeg vil ikke vil kede mig, og så bliver jeg ofte kastet ud i ting. Da Stefan prikkede til mig, tænkte jeg da også over, om jeg kunne bære så stor en opgave. Men lederskab er min dagligdag, og jeg kan godt lide at snakke, lytte og udvikle mennesker, siger Michael Ottesen selv.
De samtaler er allerede i gang, og Michael har sammen med flere andre udvalgsmedlemmer brugt et par år på et mere opsøgende arbejde hos især kræmmerne på Hjallerup Marked.
- Jeg fordyber mig i det her, og jeg vil gerne være grundig og følge op på ting. Det gælder hele vejen fra hestene til kræmmerne – gæster og frivillige. Det er helt nødvendigt, at vi bliver på jorden, og at alle forstår nødvendigheden af Hjallerup Marked, siger formanden.
Hjallerup Marked gav sidste år et resultat på lige over 2,7 millioner kroner til gavn for Hjallerup by.
Markedsudvalget anno 2026 består af:
- Formand: Michael Ottesen
- Næstformand: Peter Madsen
- Sekretær: Karina Zahl
- Kasserer: Kristian Munkholt
- Pladsudvalg: Anders Peter Østergaard og René Larsen
- PR-udvalg: Jesper Lynge og Michael Hovaldt
- Restaurationsudvalg: Johnny Mailund, Martin Cook og Peter Madsen
- Teknisk udvalg: Jonas Manstrup Kristiansen