Årets resultat: Store udlodninger til byen efter flot marked
Hjallerups foreninger nyder igen i år godt af et rigtig flot resultat på Hjallerup Marked.
På det netop overståede repræsentantskabsmøde i Hjallerup Samvirke har markedsforeningen præsenteret et resultat på 2.726.085 kroner.
– Vi er glade og stolte igen i år. Og så skylder vi nok en gang en stor tak til vores frivillige, som må strække sig yderligere, når vi har et fire dage langt marked som i år, siger formand Stefan Jacobsen.
Han forklarer en del af årets positive resultat med fire lange markedsdage med hovedsageligt godt vejr. Omsætningen har slået rekord, men det har omvendt heller aldrig været dyrere at afholde Hjallerup Marked.
Med penge fra Hjallerup Marked har vi i år kunnet give 1,8 millioner kroner til den kommende hal 3 i Hjallerup Idrætscenter. Der er desuden væsentlige bidrag til centerrådet og de frivillige på Stengården, nyt lydanlæg til Heklas ridebane, ny port til Mekanisk Museum, nye redskaber til Hjallerup Gymnastikforening, plæneklippere til modelflyveklubben m.m.
– Det er jo hele tankegangen bag vores marked, at vi hvert år kan give tilbage til Hjallerup og vores frivillige, der bor i og bruger byen, siger Stefan Jacobsen.
Før årets marked har vi organisatorisk også kunnet lave flere digitale opdateringer såsom kassesystem, frivilligtilmelding og bookingsystem takket være 100.000 kroner fra vores hovedsponsor Spar Nord.
For yderligere informationer kontakt:
Stefan Jacobsen, Formand i Markedsudvalget, tlf. 51 92 90 13 / stefan@hjallerup-marked.dk