T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

Den 30. maj – 2. juni 2019

eagles_small.jpg

Tak for hjælpen – og undskyld!!

21-06-2011

Lad mig som den første, starte med at beklage, at Eagleskoncerten ikke lige blev afviklet som vi havde forudset. Jeg beklager også, at vi meldte så bombastisk ud mht. at der ikke skulle bruges frivillige til at løfte koncerten, men vores mål var at beskytte markedet, således vi ikke begynder at konkurrere med os selv.

Hjallerup Marked er hjørnestenen og det vigtigste i Samvirkes regi.
Udgangspunktet var derfor, at vi ville afvikle koncerten uden lokal hjælp, da den lå tæt på markedet og vi synes de frivillige skulle have muligheden for at hygge sig og slappe af med en god oplevelse.
Der vil komme en uddybet forklaring fra Hjallerup Samvirke senere, når vi har fået evalueret koncerten, men jeg kan nævne her, at forudsætningerne i forbindelse med afviklingen af koncerten blev ændret drastisk, især i ugerne lige inden den skulle løbe af stabelen, forhold som vi på ingen måde kunne have forudset - ej heller nå at gøre noget ved, så sent i forløbet.
Jeg skal endnu engang beklage og vi har i hvert fald lært, at der er langt fra vores fine tanker, til den virkelige verden ift. det at afholde koncert.
Men igen viste Hjallerupånden sig fra sin bedste side og de frivillige var der og hjalp os - og byen - igennem med bravour – herfra skal lyde en stor tak for den hjælp og fordi vi lige nøjagtig viste hvad det er vi kan i Hjallerup, som de ikke kan andre steder, da det gjaldt.
Nemlig at stå sammen, når vi er lidt pressede og når nogen måske er kommet til at love lidt for meget!
Lad mig også benytte lejligheden til at sige tak til alle frivillige for endnu en uovertruffen indsats under dette års marked
– tak for det gode humør – tak for kampen – tillykke med det flotte resultat - hav en god sommer og på gensyn til næste år.
 
Venlig hilsen
Dennis Kvesel
Medlem af Hjallerup Samvirke - Forretningsudvalget
Medlem af Hjallerup Event – Koncertudvalget
Medlem af Markedsforeningen - Markedsudvalget
 

Støt vores sponsorer