T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

31. MAJ – 3. JUNI 
ANR 31. maj 2018

Martin.JPG

Mød de frivillige - Martin Cook, leder af Forsyningen.

04-10-2017

Ansigterne bag Hjallerup Marked.

Gennem efterår og vinter sætter vi ansigt på nogle af de godt 2000 frivillige, der hvert år får Hjallerup Marked til at løbe rundt til glæde for op mod en kvart million gæster. Siden 1966 har Hjallerup Marked været drevet frivilligt - centreret om et markedsudvalg, små 100 vagtledere og altså et par tusind frivillige fra barer til toiletter. Her er en af dem:
 


MARTIN COOK, leder af Forsyningen.

”Det bliver nok til 70-80 timer sådan et marked”

Det er Martin Cook og  hans besætning, der sikrer forsyningen til Hjallerup Markeds salgssteder. Allerede mandagen før er han på pladsen for at  tage imod tre lastbiler med cola, kakao og kildevand på store paller. De fleste markedsdage møder han ind ved otte tider og går ofte ikke hjem før ud på natten.

- Det bliver nok til 70-80 timer sådan et marked, lyder det knastørt. – Det er os, der sørger for, at alle varer til markedets egne salgssteder bliver kørt ud.

Martin har hele sit liv boet lige uden for Hjallerup. Da han fyldte 18 i 2001 måtte han køre bil, og hvert år siden har han brugt det meste af Hjallerup Marked i en blå kedeldragt med Forsyningen skrevet på ryggen.

- Det er et rart sted at være. Mange af dem, der kommer her, vil nok ikke stå 6-8 timer i det store telt til en barvagt. Det gælder også mig, det kunne jeg ikke holde ud. Jeg kan godt lide at være herovre bagved og især om aftenen, hvor det hele dæmper sig lidt og vi kan hygge os lidt ovre i hjørnet, siger han.

Men mellem kaffe og rullepølsemadder er der masser af hårdt arbejde i Forsyningen. De 10-12 mand, der typisk er i et vagtskifte, skal være klar til at løfte tungt, og flere af dem skal skulle køre.

- Der er nogle, der har deres børn med på 13-14 år, og vores ældste mand Kresten er 75. Det er ikke ham, der skal slæbe de tungeste ting, men han kan hjælpe de nye i gang – og så er han god til at stå op om morgenen. Hvis bare folk er i godt humør og har lyst til at hjælpe til, kan vi bruge alle, siger Martin.

Og fordi flere frivillige i Forsyningen altid har adgang til biler og kan køre, er det ofte også her de ubestemmelige opgaver opstår i løbet af et marked:

- Vi er tit dem, der bliver spurgt, når der er noget, der lander mellem to stole. Vi har biler, og vi har folk, der kan køre gaffeltruck. Et år var der et par ældre mennesker, der ikke kunne finde deres bil. Så ringer man jo ikke til Falck eller politiet, men så prøver man måske Forsyningen. Vi skal bare hjælpe til at folk har et godt marked.  

 

Støt vores sponsorer