T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

Den 30. maj – 2. juni 2019

hjallerup3.jpg

Hjallerup har vundet kunst for 1.5 mill kr.

01-06-2011

Hjallerup blev her til morgen, tirsdag den 31. maj, udpeget som et af 3 steder, der skal modtage kunst for 1.5 mill. kr. Det er vi utroligt stolte over, udtaler formand for Hjallerup Samvirke, Erik Topp. Det er den bedste gave vi overhovedet kan få her dagen før dette års Hjallerup Marked starter og vi skal arrangere en stor koncert med The Eagles for første gang nogensinde.

Projektet, ”Vores kunst” er skabt i et samarbejde mellem DR og Statens kunstfond. Derudover skal der bidrages lokalt for at projektet kan realiseres.

Ud over Hjallerup vandt også Ærø og Trekantområdet hver sit kunstværk. Fælles for alle tre steder er, at man indtil videre alene i ord har beskrevet, hvilket kunstværk, man gerne vil have og hvorfor, man gerne vil have et sådant. Nu venter den meget spændende proces med at få bestemt lige netop, hvem der skal lave det, og hvordan det skal se ud.

Oprindeligt var det tidligere næstformand i Hjallerup Samvirke, Bent Jørgen Larsen, der forslog at Hjallerup skulle have et kunstværk. Begrundelsen var det enestående fælleskab, det utrolige engagement, der hvert år udvises i forbindelse med markedet, og ikke mindst i de mange foreninger i Hjallerup i det daglige.

-Hjallerup er et mønstereksempel på et godt levested, hvor man kommer hinanden ved. Det er ikke en køn by på nogen måde, så et nyt kunstværk er særdeles velkomment, udtaler den tidligere næstformand.
Første trin i det videre arbejde med projekt ”Vores kunst” er i samarbejde med en udpeget kunstekspert at udvælge de 3 kunstnere, der hver i sær får til opgave at skitsere, hvordan de synes et kunstværk skal se ud, hvis det skal opfylde de forventninger, man i Hjallerup har til et sådant.

Når de 3 skitser foreligger, vil borgerne i byen blive inddraget i den videre proces, idet der jo netop er tale om ”Vores kunst” og ikke en enkelt mands ønske om kunst. Det er fælleskabet der har båret os hele vejen frem til finalen og har sikret os et kunstværk, derfor er det også fælleskabet, der i et eller andet omfang skal være med til at bestemme, hvilket kunstværk, vi gerne vil have, og hvor det skal placeres i byen, siger Bent Jørgen Larsen.
Økonomisk støttes hele projektet naturligvis af Hjallerup Samvirke, men det forventes også at Brønderslev kommune støtter med et betragteligt beløb, ligesom det er særdeles vigtigt at hver enkelt borger og hver enkelt virksomhed i Hjallerup og omegn støtter med større eller mindre beløb. Det er fællesskabet, der gør at vi har vundet, men det er også vigtigt at flest muligt får medejerskab af det kommende kunstværk, så derfor håber vi på fortsat stor opbakning bag projekt ”Vores kunst i Hjallerup”.

Den endelige udvælgelse af det nye kunstværk finder sted den 27/10 2011, hvor DR1 sender direkte fra de tre steder, der nu får hver sit nye kunstværk. Forud for denne aften er der lejlighed til på DR2 at følge hele processen frem mod den endelige udvælgelse, idet DR filmer arbejdet løbende.

Gruppen bag projekt ”Vores kunst” består at formand for Hjallerup Samvirke, Erik Topp, forslagsstilleren, tidligere næstformand i Hjallerup Samvirke, Bent Jørgen Larsen, formanden for Markedsudvalget, Dennis Kvesel, Formanden for fritids- og kulturudvalget i Brønderslev kommune, Eskild Sloth Andersen, formanden for byudviklingsudvalget i Hjallerup, Godtfred Pedersen, samt medlem af Hjallerup Samvirkes Forretningsudvalg, Torben Larsen. Desuden kan gruppen supplere sig i nødvendigt omfang med andre personer.
 

Støt vores sponsorer