T O P 3 E VEN T I D ANMAR K

1. - 3. JUNI
ANR 31. maj

Historien bag Hjallerup Marked

 

 

Hjallerup Marked er afholdt siden 1744
Markedet blev i 1744 lagt i hænderne på kromanden i Hjallerup, der helt frem til 1965 havde ret og pligt til at holde marked. Men fra 1966 har Hjallerup Marked været folkeeje, idet Hjallerups borgere gennem Hjallerup Samvirke og senere Hjallerup Markedsforening har stået for markedets gennemførelse.
     
Den første markedsplads var placeret syd for Hjallerup ved ejendommen Frederikshvile. Her lå Hjallerup Kro fra 1744-1858. Frederik den 7. overnattede som kronprins på stedet i 1843, heraf navnet Frederikshvile.

Ved etableringen af den nye hovedvej Aalborg - Frederikshavn flyttede kroen og markedet i 1858 ind i Hjallerup by. Der var gode vejforbindelser og rigelig jordtilliggende til markedets afholdelse.

Efter 2 år ved kroen flyttede man markedspladsen til et lejet areal ved Østergade, hvor der nu er fodboldbaner, og i 1972 flyttede man til den nuværende markedsplads ved Markedsgården i Algade, hvor man købte Søndergård og videresolgte bygningerne. Markedspladsens areal er siden udvidet flere gange.
Gennem årene er markedspladsen udbygget til sit formål med indlagt el, vand, kloak og endda pipeline til ølforsyning. Der er lavet friluftsscene og en stor lagerhal.

Med omkring 20.000 heste
...siger man - nåede Hjallerup Marked i 1930-50 sin bedste periode.
Men så vendte billedet med traktorens fremmarch. Interessen for arbejdsheste faldt og kromand Nørgaard Jacobsen søgte om tilladelse til at sælge markedspladsen som byggegrunde.

Da besluttede læge Halvor Heuch at leje kroens markedsplads for 2 år, så Hjallerups borgere selv kunne drive Hjallerup Marked videre. Med et godt samarbejde mellem byens daværende 1200 borgere, som grundlag, fik han ideen til Hjallerup Samvirke - paraplyorganisationen som alle byens foreninger og organisationer står bag.

Den organisation har siden - med visse ændringer f.eks Hjallerup Markedsforening - styret Hjallerup Marked, hvis overskud anvendes til almen nyttige formål. Fra et overskud på 17.000 det første år i 1966 er markedet siden vokset til en ny storhedsperiode med betydelige overskud til gavn for byen.

Den fortsatte store opbakning fra borgerne skal derfor nok findes i, at de synes de får stor gavn ud af deres indsats, at de synes det er sjovt at arbejde frivilligt sammen for at nå et resultat, og at de alle har indflydelse på, hvad pengene bruges til i form af møde- og taleret på paraplyorganisationens møder.

Derfor har Hjallerup Marked ikke blot en lang og traditionsrig historie bag sig, men formentlig også lyse fremtidsudsigter foran sig.

 

Læs mere om Hjallerup Marked på Wikipedia - eller se sjove facts her

Støt vores sponsorer